søndag den 29. juli 2012

Tilbage fra ferie...

...og optanket på flere konti lige fra sanseindtryk, oplevelser, soleksem, vasketøj og meget mere på nær den økonomiske....

Og sikke den ferie er fløjet afsted. Først københavnerturen, barnedåben, i sommerhus og derefter hjem og pakke til en uge sydpå. Vi tilbragte en uge på Mallorca og hvilken en uge. Første gang på øen og bestemt ikke sidste. Jeg som troede, det var ensbetydende med grisefester og pensionister, måtte revurdere.

Jeg har endnu ikke haft tid til at overføre billeder- kommer tid kommer råd.... Først forbereder vi hverdagens tilbagevendning i morgen.

Til barnedåben havde jeg hæklet en suttesnor (som i en hektisk stund ikke blev fotograferet) samt lavet en barnevognskæde med hæklede dyr fra Maja Hansens bøger dog med egne tilføjelser.








torsdag den 12. juli 2012

...så er vi netop kommet hjem fra en lille mini ferie til København. Og hvor jeg dog elsker denne fantastiske storby, selvom jeg ikke kan finde rundt og huske hvad alting hedder, nyder jeg at beundre byen. Det eventyrlige ved at opdage nye ting, forretninger og forsøget på at finde den-der-butik-du-ved-nok...

For det er ikke strøget, men nærmere sidegaderne, jeg synes er de mest spændende (så spændende at jeg var opslugt og glemte at tage billeder).Her fandt jeg en lille fin butik, som blandt andet solgte skilte og porcelænsknopper. Jeg fandt også denne butik, der har en fin webshop, som jeg sikkert kommer til at besøge oftere end jeg kommer til København.

Sanserne blev stimuleret...
Dilemmaet var bare at vælge....
Jeg fandt "guld"butikker, som havde alt hvad mit hjerte kan begære af sølvfade/-kander/-skåle osv.

Diverse specialbutikker, hvor eksempelvis en blomsterhandler overrumplede mig både i forhold til mængder, størrelser og priser.

Sidst men ikke mindst den obligatoriske tur til Nespresso-butikken, der føler jeg mig i den 7. himmel 

Vel hjemme igen er Nespresso-maskinen netop afkalket og nye kapsler kan nydes. 

 













På turen frem fik jeg hæklet lidt, og er nu lidt bagefter. Så denne eftermiddag står på kaffe og hækling, hvor jeg fristes til at lade Ulige Numre spiller København for mig...



mandag den 9. juli 2012

Så er det ferie...


... det bliver nydt med lidt af hvert. Jeg har været til fødselsdag, ordnet lidt forskellige praktiske ting i haven, og vi er startet på at rydde ud i kælderen. Vi har halv kælder og halv krybekælder, og sidstnævnte skal vi have efter isoleret. Derefter er det planen, at jeg skal have et krearum i kælderen. Men der er lang vej endnu og indtil da fortsætter jeg som hidtil. Jeg har netop lavet denne elefant, mangler dog at hæfte enderne.


Jeg har placeret en bjælde i kroppen og forhåbentlig får ham her flere venner i denne uge.... Opskriften stammer fra Maja Hansens hæklede dyr, som jeg har lånt på bibliotektet. 

torsdag den 5. juli 2012

Lige om lidt er det ferie...

...og inden jeg helt går på ferie, har jeg hæklet endnu en Sovepose til en SmartPhone. der er gået inflation i dem på jobbet.


Stjernerne havde jeg på lager, efter jeg masseproducerede for noget tid siden. Derfor blev det knap så tidskrævende, som uglen jeg lavede på den sidste.


søndag den 1. juli 2012

Så kom dagen....

...hvor jeg skulle give de hæklede kager til den sødeste nabopige. Jeg forundres lidt over, hvor de fire år lige blev af...Det blev dog lidt hektisk, da vi i går morges aftalte at spise morgenmad sammen. I en fart fik jeg anrettet kagerne på en kagetallerken/et kagefad, som jeg havde købte på genbrug.







 Ikke et øje var tørt. Hun blev rigtig glad for kagerne, og legede med dem hele dagen. Der blev anrettet, delt kager ud, leget at de skulle dekoreres med glasur m.m, leget bagerbutik. Ingen tvivl om at det har været det hele værd, når man får lov til at opleve, hvordan de bliver brugt.
Jeg håber, hun bliver ligeså glad for de to lagkagestykker, jeg har liggende, men som jeg i kampens hede ikke fik plads til.